Shopping i Gràcia–bydelen

Mange tager turen fra Barcelonas mere kendte bydele til Gràcia-kvarteret for at besøge Gaudís surrealistiske have-anlæg Park Güell, men kvarteret har meget andet at byde på fra alternative kulturoplevelser, spændende shopping og masser af lokal stemning i en bydel, hvor turismen ikke er specielt iøjnefaldende.

Ankommer man til fods fra det mere mondæne Eixample-kvarter, vil man opleve, hvordan den brede, trafik-omsuste boulevard Passeig de Grácia med dens store glitrende butiksvinduer pludselig skrumper ind og bliver til den smalle Carrer Gran de Gràcia. Du er nu ved porten til Gràcia-bydelen og klar til at gå på opdagelse i det labyrintiske gadenet mod nordøst.

Masser af shopping

En af de bedste shopping gader her er Travessera de Gràcia, hvor det ikke er FC Barcelona- fanbutikker eller mærkevarer fra Gucci eller Prada, der pryder gadebilledet, men derimod masser af små butikker med bl.a. tøj af lokale designere, antikviteter eller fristelser for ganen.

Graneria Sala i Travessera de Grácia nr. 137 er en butik fra 1885, der gør sig i aldeles lækre svampe, nødder, soya- og riskiks samt velsmagende tørrede frugter til at styrke sig med under spadsereturen rundt i shopping-kvarteret.

Mireia Outlet i Travessera de Grácia nr. 118 sælger tøj fra forholdsvis ukendte spanske designere til outletpriser, fx farverige kjoler til fest eller bryllupskjoler til unge og modne kvinder. En fin balkjole kan fx erhverves fra ca. 1000 kr.

Mangler du inspiration til din lejlighed, bør du kigge forbi antikvitetsbutikken El 7 Peus, Travessera de Gràcia nr. 142, hvor du bl.a. finder gamle lysekroner, brugte møbler, LP-plader, slidte bøger og andre former for nostalgisk nips.

Shopping, shopping og atter shopping

Fortsæt selv oplevelsesrejsen længere ind ad den brogede og livlige shopping gade, eller søg op ad sidegaderne Carrer Torrent de l`Olla eller Calle Verdi, hvor du bl.a. finder butikker med smykker eller mere originalt tøj inden for både mainstream- og underground-mode.

En god forretning her er Elisa Brunells i Carrer Torrent de l`Olla 30, der bl.a. byder på Barcelona shopping af smukke smykker til M/K samt sko, sandaler og yndefulde silkenederdele til hende.

Tag en pause fra shopping

Grácia-kvarteret  byder desuden (i Calle Verdí  nr. 32) på Barcelonas bedste art cinema, der har vundet en pris som Europas bedste biograf, så hvorfor ikke hvile fødderne efter en intens shoppingdag i biografens bløde plyssæder, mens du lader dig underholde af en af Cines Verdis ofte skæve eller eksperimenterende film, der som regel vises på originalsproget med spanske undertekster.

Oplevelser: